Pas din egen butik, hr. selvudnævnte politibetjent, så passer jeg min!

Det her indlæg kommer til at virke som et surt opstød og det er det egentligt i en vis grad også ment som – eller måske mere som et opråb til alle de selvudnævnte politibetjente, der hver dag går rundt og belærer os andre om, hvordan vi skal leve vores liv eller som med glæde fortæller os, hvad vi gør forkert og hvordan vi burde opføre os.

Irriterende regelrette personligheder

Jeg er så træt af ekstremt retskafne mennesker, der kontant føler, at det er deres pligt at fortælle andre om, hvad der er rigtigt og forkert. De små dagligdags selvudnævnte politibetjente, der går rundt og er politisk korrekte på andres vegne. Et eksempel: jeg krydsede forleden et fortorv på cykel, fordi det var nemmest. I manges øjne forkert, men jeg gjorde det – jeg ved godt, at fortovet er til fodgængere og ikke cyklister – jeg er med på primissen. Skulle jeg dog alligevel være i tvivl, stod der en venlig herre på den anden side af vejen og råbte til mig: “Man må ikke cykle på fortovet” Og det er her, jeg ikke forstår verden. Nej, man BURDE ikke cykle på fortovet, men nu gjorde jeg det så alligevel. Mit valg, min handling! Får jeg så en bøde, er det også min sag. Det har intet med denne herre at gøre. Var jeg eksempelvis ved at cykle ind i ham, så kunne jeg forstå hans reaktion og så var den fortjent, men herren stod 10 meter væk og var ikke i nærheden af at komme i karambolage med min voldsomme lovovertrædelse. Derudover skal det lige siges, at der i færdselsloven §49 stk. 5 står, at: “Cyklist kan dog køre over fortov og gangsti.” – ergo: min handling var ikke ulovlig.

Min mening i situationer som ovenstående (lovlig som ulovlig) er dog: Pas din egen butik, så passer jeg min! Jeg bliver bare så utrolig træt af irettesættelse og regelrettet og retskafne mennesker! Hvis en person vælger at gå over for rødt, fordi der ingen biler kommer, så er det den persons eget valg og ikke andres. Man behøver ikke råbe til dem, at det ikke er lovligt, for det er jeg næsten sikker på, at de godt ved.

Dagligdagens små politibetjente

Og det bliver lige skrevet igen: Jeg er SÅ træt af regelryttere og retskafne mennesker. Misforstå jeg ikke, jeg elsker vores samfund og love og regler er med til at forhindre, at ragnarok bryder løs. DOG(!) er jeg meget imod, at der skal være love og regler for ALT. Jeg er meget liberal. Nu lever vi så bare i et land, hvor der er love og regler for alt and so be it. Men når nogle mennesker vælger at bryde disse love med små lovovertrædelser eller små forseelser, er det ikke de andre borgers pligt at påpege det. Nu taler vi ikke om store forbrydelser men om småting.

Social intelligens

Jeg kunne aldrig drømme om, at sladre, hvis jeg så en person snyde i bussen – ikke mit bord, ikke min hovedpine. Ej heller kunne jeg drømme om, at råbe af nogen, der kører to på cykel. Synes jeg det er dumt? Ja. Er det min bekymring? Nej. Derudover tror jeg ikke, at det hjælper, at råbe af vidt fremmende mennesker på den måde. De enkelte gange folk har sagt noget til mig, har jeg bare rystet på hovedet. Jeg har aldrig tænkt “Gud, ja, han/hun har jo ret. Hvad er det dog jeg har gang i?” – For jeg VED jo godt, hvad jeg har gang i! Jeg synes lidt, at det handler om social intelligens. Da personer, der bliver rettet på af fremmede mennesker (som ikke ejer magten til at gøre det, som politiet eller andre magtudøvere faktisk gør) ofte bare bliver irriteret eller er ligeglade, mistes hensigten med påtalen jo et ønskede mål. Derfor kunne det måske være en god idé at stoppe med at irettesætte fremmede mennesker. Er det din ven, et familiemedlem, så tal til dem i øjenhøjde og tag udgangspunkt i en bekymring og ikke ‘bare’ for at irettesætte – det er så irriterende og det udmunder sig sjældent i den egentlige ønskede effekt.

For hvis skyld?

Jeg tænker nogle gange at de mennesker, der nyder at irettesætte andre udelukkende gør det, fordi de bliver lidt høje af det eller for at komme ud med deres gylle. Lad os tage det, jeg skrev i forrige afsnit om social intelligens, for gode varer. Irettesættende ændre altså ikke ved den “lovovertrædendes” handlinger, men irriterer mere personen – derfor er hensigten med det mislykket. Derudover tror jeg, at “irettesætteren” nyder at kunne “hjælpe samfundet”. Dertil tror jeg, at det tiltaler dem, at de rent faktisk har retten på deres side. Derfor “claimer” de sig disse situationer og får det dermed godt med sig selv – selvom der ikke kommer noget positivt ud af det og andre synes, at de er ret irriterende.

Pas din egen butik

Jeg er absolut ikke fan af det stikkersamfund vi mere og mere er begyndt at få her i Danmark. Jeg synes, at der er et svaghedstegn, når borgere begynder at stikke hinanden og det fremmer også en fremmedgørelse og mistillid borgerne imellem. Hvad kommer det f.eks. dig ved, hvis din nabo til tider ryger hash eller hvis han har fået lidt hjælp i et par timer, der ikke er blevet skrevet ind i skattesystemet? Jeg tror på, at den bedste måde at leve i et samfund på, er hvis borgerne bliver drevet af deres egen sunde fornuft og samvittighed og ikke KUN via regler, love og forbud. Hvis vi kun bliver drevet af love eller regler eller af frygten for, at andre stikker/melder os, stopper vi med at tænke rationelt og fornuftigt selv og holder os kun på dydens og loven smalle sti, fordi loven foreskriver det og netop ikke, fordi vi ønsker det – og dette er et skred i den forkerte retning efter min mening. Så længe man ikke skader andre eller ens handlinger ikke har indvirkning på andres liv (med mindre folk misforstået PÅTAGER sig, at den har indvirkning) så synes jeg, at man skal passe sig selv og have det godt med at passe sig selv – hav nok i dit eget skønne liv.

Så næste gang du overvejer at irettesætte et andet menneske, så prøv at tænk over om der overhovedet nytter noget, om der kommer noget positivt ud af det eller om det i sidste ende overhovedet kommer dig ved.

SnapChat: chilirikke

E-mail: rikke.rasmussen@yahoo.com

Instagram: @rikkechili

Facebook blog side: Rikke chili blog

Facebook: Rikke Chili Rasmussen

Læs også gerne:

Samfund