I medgang… men modgang?!…

Jeg så et indslag i Go´aften/Go´morgen Danmark i går aftes om en kvinde, der forlod sin mand efter 13 års samliv og 8 års ægteskab, grundet at han var syg med sklerose. Der var stor debat i tråden på FB om det er i orden at forlade sin ægtefælle, som er alvorlig syg.

I kan se klippet her 

Først tænkte jeg “det kan man da ikke – man kan da ikke bare forlade en syg mand, grundet at han ikke kan det, en mand “burde” kunne – og så være så åbenlys omkring det”

I indslaget bliver det forklaret, at det var hårdt at se den mand, der var far til sine børn, ikke kunne løbe og lege med børnene – på trods af han gerne ville. Dette fik mig til at tænke…. Hvis den person man har giftet sig med ændre sig essentielt, og man ikke kan kende mennesket mere er det så i orden? Det havde jo været i orden, hvis han nu “bare” havde ændret, sig uden at være syg, og man derfor ikke elskede ham mere og der ingen vej var tilbage til forelskelsen. Hvad nu hvis det dræber ens egen livskvalitet at blive? – og ville man selv have lyst til at være sammen med en, der bliver grundet “pligt” og skyld over at forlade en? Hvad hvis man som ægtefælle ikke kan håndtere sygdommen.

Alle disse overvejelser fik mig til at genoverveje min første antagelse. Jeg ved, at  eksempelvis depression eller stress, kan være en rigtig stor bryde på et forhold og disse tilstande er ofte ikke vedvarende. Her kan det “forsvares” at sige “jeg kunne ikke holde ud til at være vidne til det mere – det blev for hårdt” – Hvad så med en sygdom som sklerose, der er vedvarende og som forværres med tiden? Er det i orden at sige det samme her?

– Jeg er selv kommet frem til den konklusion,  at man jo aldrig skal blive (i længden) af pligt og skyldfølelse og med dette i baghovedet, synes jeg, det ville være dobbeltmoralsk at sidde og fordømme denne kvinde, der gik fra sin mand. Dertil er alle situationer forskellige, alt efter hvor længe man har været sammen, alder, overbevisning, hvad man forbinder med kærlighed, hengivenhed osv. 

–Der nævnes i klippet at hun havde fundet en anden mand, inden hun gik. Dette er selvfølgelig en helt anden sag, men i forhold til sygdommen, og det faktum, at han havde ændret sig, er min holdning, at man skal have det meste ud af livet – og kun blive hvis det inderligt føles rigtigt, og hvis man kan se sig selv være, om ikke med det samme så i hvert fald på længere sigt, glad og lykkelige – også på trods af hvad hvilke ægteskabsløfter man end har givet hinanden.  

Læs også gerne: meningsløst vold, den onde spiral – tænk på dig selv! Den støre beauty fejl jeg nogensinde har lavet