Marokko - surfing

Mig og min angst

Dette indlæg har været det sværeste og mest hudløst ærlige jeg nogensinde har skrevet. Jeg har i næsten 10 år levet med en side af mig selv, som jeg ikke er glad for eller stolt af og som jeg til tider har haft meget svært ved at forstå og håndtere, men som jeg med tiden har lært at acceptere og også leve med – på trods af at det har været en lang og sej kamp ud af panikangstens klør.

16176064_10210819703821450_221583922_n

Min historie

Min panikangst kom som et lyn fra en klar himmel. Jeg var lige flyttet til København fra Aalborg og jeg var startet på en helt ny tilværelse med en ny og dejlig kæreste, startet på uddannelse og begyndt at få mit liv og min hverdag til at køre godt. Inden da havde jeg boet i Aalborg sammen med en mand, der var voldelig, jeg var på kontanthjælp og jeg tog et morfinpræparat flere gange dagligt – i starten tog jeg dette præparat for at komme mig over et piskesmæld efter en trafiklykke, men det blev hurtigt mit bedøvelsesmiddel i hverdagen.

Et lyn fra en klar himmel

Nå, men jeg var flyttet til København og der var kommet styr på tingene. En aften hvor jeg lå i sengen og havde en migrænelignende hovedpine, kom der lige pludselig et hav af følelser indover mig og jeg var med ét bange for at blive sindsyg, som forstået som at jeg om få sek. ville blive vanvittig. Jeg havde aldrig haft denne førelse før. Følelsen var fuldstændig overrumplende og jeg forstod slet ikke, hvad der foregik. Jeg rystede over det hele, svedte, kunne ikke trække vejret og havde hele tiden en fornemmelse af, at nu ville jeg blive sindsyg og jeg turde ikke rejse mig fra sengen i frygt for, at jeg ville gøre noget dumt. Jeg var fuldstændig låst fast. Min daværende kæreste lå ved siden af og sov, men jeg ville ikke vække ham, da jeg ikke anede, hvad der foregik og hvordan jeg skulle forklare ham det, der skete med mig.

Som månederne gik fik jeg flere og flere anfald og jeg blev mere og mere fortvivlet. Jeg havde endnu ikke fortalt min kæreste noget, da jeg var ekstremt flov og da jeg ikke selv vidste, hvad der foregik. Min tanke gik meget på det, at han kom fra en god familie med styr på økonomien og med sunde værdier, som han selvfølgelig havde taget med sig og jeg kom fra kontant hjælp, en voldelig eks og et misbrug (hvilket jeg på nuværende tidspunkt på egen hjælp (og ca. 7 abstinens-dage på sofaen) selv var trappet helt ud af) og nu havde jeg en ny dysfunktionel situation “kørende”.

Ferien

Det var først på en ferie syd på, at jeg fortalte min daværende kæreste, hvad der foregik med mig. Han havde i længere tid bemærket, at jeg var blevet mere indelukket, ikke ville gå så meget ud mere, blev hjemme fra skolen af m.m. – jeg var kort sagt begyndt at udvikle en form for socialforbi. Han havde spurgt indtil det nogle gange, men jeg kunne jo ikke rigtig svare for mig. Det var først da vi var på denne ferie og vi var ude at se et gammelt fort og at tanken om, at der var jo intet, der kunne stoppe mig for at springe ud fra dette høje fort, som jeg stod på (denne tanke kom grundet et angstanfald), at jeg besluttede mig for at fortælle ham det hele.

Mødet med lægen

Min angst blev blot værre og værre og jeg lukkede mig med tiden næsten helt inde. Jeg besluttede mig for at tage til lægen, men da jeg fik at vide, at jeg kunne komme til at tale med en psykiater, men at der var 4-5 måneders ventetid, blev det for uoverskueligt for mig. Jeg endte med at få nogle beroligende piller, jeg kunne tage, når angsten havde fat i mig – disse gjorde mig dog bare noget sløv hele den efterfølgende dag.  Det var først en dag, hvor jeg havde et ret slemt anfald under en bytur, der blev gjort noget ved det. Min eks og jeg var i byen med nogle venner og pludselig gik det hele bare galt for mig. Jeg fik normalt ikke angst, når jeg drak alkohol, så hvorfor jeg fik det denne gang, aner jeg ikke. Jeg kunne ikke trække vejret, kunne ikke være i mig selv, græd og var helt ude af den. Derfor valgte vi at tage på den psykiatriske akutmodtagelse på Bispebjerg (hvilke næsten var umulig at finde) Men den blev fundet til sidst.

Akutmodtagelse på Bispebjerg

Da vi kom ind på akutmodtagelsen var jeg sikker på, at de ville indlægge mig. Efter et par timer i modtagelsen kom der en 25-30 årige mandlig psykiater (faktisk var han iført store baggy bukser og havde uglet hår – ikke lige hvad jeg havde regnet med, men det var på en eller anden måde lidt trygt og gjorde det hele knap så alvorligt og ubehageligt) Han førte mig ind i et lille lokale og jeg fortalte ham alle mine tanker (vanvittige tanker efter mit eget udsagn) mine følelser osv. og her var jeg sikker på, at han ville sige “fiksering og ind på den lukkede nu!” Men han kiggede på mig og sagde ligeså roligt “Hvis jeg slår op i en bog under panikangst, ville der være et billede af dig – du er ikke ved at blive sindsyg og du er ikke tosset, du har bare panikangst” Her anede jeg ikke, hvad panikangst var, men da han forklarede lidt om det og hvad det gjorde ved mennesker, hvis det forblev ubehandlet, kunne jeg jo sagtens genkende mig selv. Jeg følte, at denne mand denne nat havde reddet mig fra mig selv og fra min angst.

At arbejde med angsten

Nu havde jeg langt om længe, ca. et år efter første angstanfald, fundet ud af, hvad jeg fejlede – nu skulle det store arbejde begynde: hvordan lever jeg med det og kan jeg blive bedre til at leve med det. Jeg startede med at få lagt en personlighedsanalyse af en psykolog og hun mente, at det var godt for mig, at komme i en gruppe med andre, der led af det samme – det stod dog hurtigt klart, at det ikke var en god idé for mig. Jeg kunne slet ikke forlig mig med de personer i gruppen. Jeg følte meget, at vi holdt hinanden “nede” i angsten. Hvor jeg gerne ville arbejde, passe min uddannelse og komme videre på egen hånd, ville de gerne gå helt ind i sorgen og angsten sammen med andre, der var i samme båd. De fleste af dem forstod ikke, hvorfor jeg bibeholdte mit arbejde (da det var meget socialt og jeg derfor var udsat) og jeg forstod ikke, hvorfor de ikke kunne forstå, at det var vigtigt for mig – jeg ville ikke bare sidde derhjemme og “gå ind i min sorg” Jeg synes stemningen i gruppen var meget nedtrykt, der var meget gråd og uforløsthed og det var hele tiden det samme og de samme emner, der var oppe at vende. Efter 3 måneders tid stoppede jeg i gruppen – eller jeg sagde i gruppen igen, at jeg følte, at jeg ikke fik det optimale ud af gruppen. Dette medførte til, at en af de andre vendte sig vredt imod mig og sagde “Nu har du sagt det over de sidste tre møder, så stop dog!” Og det gjorde jeg så og siden har arbejdet med min angst på egen hånd. Jeg var til en psykolog-samtale inden jeg stoppede i gruppen og vi besluttede sammen, at jeg skulle begynde på angstdæmpende medicin og det har jeg taget lige siden. Der er for mig ingen bivirkninger været ved denne medicin og jeg har derfor kunne tage den helt upåvirket.

Ud af angsten?

Jeg ved ikke, om jeg nogenside kommer helt ud af angsten, men jeg har dog nogenlunde lært at kontrollere den, så jeg føler, at jég styrer den og ikke omvendt. Hvis jeg en sjældent gang i mellem mærker, at jeg er på vej til at få et angst anfald ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre for at minimere det. Jeg er mest udsat, hvis jeg er stresset eller presset på den ene eller anden måde og derfor har jeg altid angsten med i mine overvejelser – på trods af at den aldrig stopper mig, i at gøre det jeg har lyst til – alt det tv jeg har lavet, er også lavet efter jeg fik angst. Jeg har en god fornemmelse for, hvad min angst skyldes og hvorfor den er kommet, men da dette kan være svært at lokalisere helt præcist, kan det ikke vides med 100% sikkerhed.

Hvorfor fortæller jeg om min angst

Grunden til at jeg fortæller om min angst er, at jeg synes, det er så hård en ting at gå med alene og ingen burde gå med disse følelser alene eller føle sig unormal grundet angst. 350.000 danskere lider af en eller anden form for angst, så man er langt fra alene. Det vigtigeste er, at man ikke er flov over sin situation og får gjort noget ved den, da det i næsten alle tilfælde kun bliver værre, hvis man prøver at ignorere den – og så ender den med at tage et overgrebet i en og man ender med ikke at være en person der er angst, men en person der har angst og hvor det kun er en meget lille del af, hvem jeg er.

Hvis man kan nikke genkendende til noget af det, jeg skriver om og man endnu ikke har fået hjælp til at bearbejde angsten, er det muligt at kontakte REGION HOVEDSTADENS PSYKIATRI på 38640000. Mange af de redskaber, jeg benyttede på egen hånd til at komme videre, fik jeg af de psykiatere og psykologer jeg kom i kontakt med igennem dem – derudover har de også grupper for folk med angst (sådan en gruppe jeg var tilknyttet) og jeg ved, at disse grupper har hjulpet mange – det er jo forskelligt, hvad der hjælper den enkelte i gennem processen.

Sidst men absolut ikke mindst

Jeg er selvfølgelig ikke glad for, at jeg fik angst, men det har helt klart gjort, at jeg har fået sat nogle ting i perspektiv og forstået mig selv, mine følelser og min krops signaler meget bedre – på denne måde tror jeg, at jeg i det lange løb er blevet et meget gladere og mere lykkeligt menneske.

 

SnapChat: chilirikke

E-mail: rikke.rasmussen@yahoo.com 

Instagram: @rikkechili

Facebook blog side: Rikke chili blog

Facebook: Rikke Chili Rasmussen

 Læs også gerne: 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marokko - surfing