Få det meste ud af din tid i centeret - selv med manglende overskud.

Jeg ville ikke leve mere…..

Den aktuelle debat om teenage selvmord har ramt mig rigtig dybt rent personligt. Mine tanker går tilbage til dengang, jeg selv var en ulykkelig, fortvivlet og forvirret teenager. Dette er et meget personligt indlæg for mig at lave af flere årsager. Det tvinger mig til at reflektere over det valg, jeg traf dengang, gå tilbage til mit gamle ‘jeg’ og mærke den ulykkelige og uforstående pige, der ikke følte hun havde særlig meget værdi og stille og roligt begyndte at tro helt inde i sjælen, at det nok var sandt – og er livet så værd at leve?


11110865_10206317599951667_904853036715111430_n

Jeg har i mine børne –og teenageår altid haft svært ved at finde mig selv, være tryg ved mig selv og stole på mig selv. Jeg følte altid, at jeg var forkert (som mange andre teenagere) Min omgangskreds var meget skrøbelig til tider (dette var jeg ikke uskyldig i selv!) Vi var nogle forfærdelige piger overfor hinanden til tider.

De unge teenageår 

Da jeg var 13 besluttede min mor og jeg, at jeg skulle væk hjemmefra. Jeg havde haft en meget hård seksuel oplevelse med en fyr, der ikke tog et nej for et nej, og dette gjorde, at jeg følte mig som det mindste menneske i verden. Den måde jeg derefter valgte at reagere på var slet ikke optimalt. Jeg gjorde livet ulideligt for min mor: blev ude om natten, drak, respekterede hende ikke og slet ikke hendes regler. Jeg ved ikke hvor mange gange, min mor har kimet mig ned en hel nat, hvor jeg bare har ladet den ringe, og mit hjerte bløder over, at jeg kunne gøre det mod hende. Hun sad derhjemme helt ude af den af nervøsitet, bekymring og forestillede sig de værste scenarier og hvad gjorde jeg? – jeg sad og drak mig fuld og røg hash i en skummel lejlighed i Aalborg Øst. Det er en af de ting, der gør mest ondt at tænke på – alt det, jeg har budt min elskede mor. Jeg er endnu ikke, i en alder af 28 år, kommet mig helt over den dårlige samvittighed. Mit eneste forsvar er, at jeg var ødelagt indeni og ikke så nogen anden udvej. Mit barndomshjem var ikke optimalt – det er ingen hemmelighed, men min mor havde ikke fortjent denne behandling.

 Døgninstitution

Jeg endte med at komme på en døgninstitution da jeg var 13/14år. Det var en kæmpe omvæltning for mig. Jeg kom fra et sted næsten helt uden regler, uden struktur og helt uden forståelse for faste spisetider m.m. til et sted, hvor der var regler for ALT. Hvornår vi spiste, hvornår og hvilke dage, jeg måtte forlade institutionen, og jeg skulle informere om alt, jeg foretog mig. Dette var meget svært for mig. Især det med at skulle snakke om ALT. Jeg var slet ikke vant til at skulle vende mine tanker og følelser med en voksen, og jeg følte mig ikke tryg ved det. Jeg følte ikke, der var plads til sådan en som mig, der ønskede at holde lidt for mig selv og tage mig den tid, jeg havde brug for, til at lære at stole på en ny voksen. Dog havde jeg rigtig god kontakt til en af pigerne, der boede der og 3 af drengene. Jeg nød at tilbringe tid sammen med dem. Mit selvværd var begyndt at vokse lidt, da jeg følte, at de oprigtigt kunne lide mig og min person.

Dette blev dog bradt ødelagt, da jeg overhørte to af pædagoger tale om, at jeg havde en negativ indflydelse på to af drengene på stedet (jeg kunne høre dem tale om det inde på kontoret, som lå tæt op af mit værelse) De talte om, at drengene var begyndt, at ”falde tilbage” i det gamle mønster. Jeg fik straks omsat dette i mit hoved til, at det var min skyld, og til at de bebrejdede mig. Jeg følte, at alt det jeg endelig havde fået blev taget fra mig. Jeg kom ned i et stort sort hul og var helt ødelagt. Jeg følte, at drengene begyndte at tage afstand til mig og havde på fornemmelsen, at de var blevet bedt/opfordret til dette grundet den negative indflydelse. Jeg begyndte stille og roligt at få det dårligt igen og ønskede mere end noget andet at komme hjem og bo igen.

15 år og ekstremt usikker

Da jeg blev 15 år, fik jeg lov til at flytte hjem igen. Det var en ødelagt pige min mor fik hjem – endnu mere forvirret, følelsesmæssigt forstyrret, følte sig uelsket, uværdig og ikke mindst ekstremt usikker.

Jeg begyndte stille og roligt at drikke meget, ryge hash og fik en helt forkert omgangskreds. Jeg kunne ikke mærke mig selv, kun når det gjorde ondt, og jeg kunne mærke, at den følelse, hvor det gjorde ondt, kom mere og mere og hyppigere og hyppigere.

Ville ikke mere 

En dag hvor jeg havde drukket tæt, besluttede jeg mig for at gøre en ende på det. Jeg følte ikke, jeg kunne mere, jeg havde ikke lyst til mere – jeg var mentalt opbrugt.

Jeg valgte, at skrive en sms til min daværende bedste veninde, hvor jeg skrev, at jeg ønskede hende alt godt og at jeg elskede hende. Jeg vidste at hun sov, da hun var taget hjem tidligere for at sove – så jeg var sikker på, at hun først ville se beskeden, når hun vågnede. Jeg skar mig derefter i håndleddet og lagde mig ned og lukkede øjnene. Jeg kan huske, at jeg var helt rolig. Jeg frygtede ikke noget og var ikke bange.

Pludselig hørte jeg hoveddøren og min værelsesdør blev flået op. Der stod min veninden med et mest skræmte blik, jeg har set. Hun var vågnet og havde ved et tilfælde set min besked. Jeg var meget træt og lukkede bare øjnene igen, da jeg så hende. Hun skreg af mig, ruskede i mig, græd og fik ringet efter en ambulance.

På vej ned at trappen mødte jeg min mor, som var på vej hjem. Jeg kiggede på hende med tårer i øjne og sagde bare ” Undskyld mor, jeg kan bare ikke mere.

Et vendepunkt 

Efter hele denne episode fik jeg mulighed for nogle samtaler med en psykolog på sygehuset. Der gik selvfølgelig mange år, før jeg var ovenpå og før jeg kunne stole på mig selv, og stole på at jeg var god nok. Og det er faktisk først i starten af mine 20’ere, hvor jeg for alvor er begyndt at stole på mig selv.

Livet i dag

Og hvorfor vælger jeg så at skrive dette følsomme indlæg? Der er ingen tvivl om, at det få det ned på skrift giver mig noget. Noget ro og en accept af at det var mig som teenager, og det kan jeg ikke løbe fra. Dertil ønsker og håber jeg på, at andre kan få noget ud af min historie. Jeg er lykkelig over, hvordan mit liv er i dag. Jeg går på min drømmeuddannelse, har de bedste mennesker omkring, som elsker mig højt – også på de dage hvor jeg har en off-day og bare har brug for et knus. – Jeg har mine elskede hunde og lever mit liv præcis, som jeg ønsker det.

Jeg vil ønske, at teenagere, som har det, som jeg havde, kan åbne sig og turde tale om deres tanker, følelser og (i deres hoveder) manglende værdi, inden det går så galt, som det gik for mig. Var min veninde ikke kommet, da hun gjorde, havde jeg måske ikke været her i dag. Min veninde havde mistet sin bedste veninde, mine søskende deres søster og min mor sin ældste datter. Tanken om den smerte de skulle gå igennem, er en endnu større byrde for mig end min smerte, jeg følte på daværende tidspunkt.

Har for tralvt med os selv 

Jeg håber, at mit indlæg er lidt mere med til at vi alle lægger lidt mere mærke til hinanden. Vi har så travlt med vores eget liv og glemmer ofte at se os lidt omkring og observere, når folk måske har brug for vores hjælp. Dette gælder især teenagere. De er i en periode af deres liv, hvor de kæmper med at finde sig selv, og dette er svært nok i sig selv.

Det negative har det med at fylde mere i ens hoved end alt det positive, når man har det dårligt. Bare husk, at på trods af hvor sort alt kan se ud lige nu, er der altid lys for enden af tunnelen <3 

 

 

E-mail: rikke.rasmussen@yahoo.com 

Instagram: @rikkechili

Facebook blog side: Rikke chili blog

Facebook: Rikke Chili Rasmussen

 Læs også gerne: 

Samfund

Skønhed

Personligt

Dating

Træning

Div. 

Naturlig skønhed er det bedste og mest korrekte til alle tider – BULLSHIT —- En vippeserum der faktisk virker,—- Jeg er f***ing stolt,—- Jeg er efterhånden nået den alder,—- Vind skønne produkter fra Smashbox,—- UPDATE, permanent makeup LÆBER,—- verdens BEDSTE primer!!, —-Permanent makeup LÆBER,—- Vipper der sidder PERFEKT,—- verdens bedste mascara og mine allerbedste mascara tips! —- permanent makeup øjenbryn, —– få det meste ud af din tid i centeret! —– Super tip til mørke rander om øjnene, —- Reality-livet har været godt for mig, —- update! Permanent makeup (øjenbryn), —-10 små-underlige facts om mig —- Den bedste og billigste tørshampoo, —-det bedste brow kit ever,—- spis nu den kål, piger!—- test af behandling med swiss-skin-renewal,—- verdens bedste øjenbryn kit,

 

7 kommentarer

  • Kerr

    Hej Rikke,

    Er virkelig rørt over din historie, og samtidig synes jeg også det er vildt sejt af dig, at dele den! Stor respekt herfra, både til dig som person, men også hvor du er endt den dag idag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chili

      Mange tusind tak!
      Det betyder meget! – tak for dine søde ord! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lulu

    Min elskede Rikke
    Hvor er det flot og vigtigt at du deler så grumme og hårde oplevelser. Det er så vigtigt at, vide at man ikke er alene og at der altid er nogen som elsker én, og andre som har oplevet det samme. Især hvis man er ensom og de voksne svigter, som jeg synes de tydeligvis gør i dit tilfælde. Det er synd at du stadig har dårlig samvittighed i dag, når det er dig der er blevet svigtet, så mange gange. Det kan aldrig være et barns skyld eller ansvar, at trække sig selv op efter alt det som du har oplevet! Du er sådan et dejligt, kærlig og taknemmeligt menneske og jeg er guderne (og din veninde) dybt taknemmelig for at du er her i dag <3 kys din Lulu

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chili

      Min elskede Lulu-pigen! <3
      Du er altid så fantastisk! Jeg er dig inderligt taknemmelig for dit skønne og kærlige væsen. Dine varme ord giver mig tårer i øjnene og det er lige netop af grunde som disse, at du er en af de bedste i min verden! Elsker dig! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christel

    Kære Rikke.
    TAK.
    Dit indlæg rammer.
    Rent.
    Helt ind i hjertet.
    Jeg græder mens jeg læser det og takker for at du har haft modet til at dele.
    Jeg er berørt. Beriget, betaget og begejstret.
    Din blog er guld værd. For flere end du aner. Og for mig især i forhold til mit job som Recovery Mentor, hvor jeg møder mennesker, der har været eller er, i noget der minder om din situation. Mit job er at give dem troen på livet tilbage.
    At du har givet mig muligheden for at dele dette med dem, gør mit job nemmere.
    Gud velsigne dig.
    Knus og taknemmelighed,
    Christel

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Chili

      Hej kære Christel.
      Mange tak for dine søde ord. Og hvor tager jeg hatten af for dig. Du har påtaget dig et smukt, givende men ikke mindst hårdt arbejde. Du virker som en fantastisk rollemodel – jo flere mennesker som dig, jo rigere en verden, så tak for dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fatin

    Hej Rikke, jeg er ikke den type der græder men jeg følte et par tåre for din historie minder meget om min. Jeg er glad for at du den dag har det godt. Jeg kunne godt tænke mig at vide lidt mere om dig hvor du kommer fra også?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Få det meste ud af din tid i centeret - selv med manglende overskud.